Når Strada står stille

Når Strada står i garagen i længere tid, er det sjældent et godt tegn.  Det er hverken på grund af manglende lyst til at cykle eller på grund mekanisk “failure” den står stille. Det er “motoren” der er er skadet. Som regel tager det ikke mange dage at fixe.

Men efter DM for liggecykler, hvor jeg måske ikke var så på passelig med at passe på mine knæ, så Strada havde opholdt sig meget i garagen,  i løbet af oktober måned forsøgte jeg, at starte “motoren” op i “fejlsikret tilstand”. Men disse forsøg endte altid med at trille hjem.

Så kunne jeg have valgt at sidde og surmule, men jeg har 2 fantastiske “fitness instruktører” , der på en blid måde mindst 2 gange om dagen minder mig om at nu skal der trænes.

Vi lister ud og stjæler konens cykel med E-assist, så cykles der enten i skoven eller stranden, hvor vi “træner”

 

De hårde fitnessinstruktører :-)
De hårde fitnessinstruktører 🙂

Her i skovens dybe stille ro, eller til bølgernes behagelige brusen kan jeg gå og tænke over om det er nu min cykle æra slutter. For over 10 år og utallige knæoperationer  siden fik jeg at vide, at på et tidspunkt ville “holdbarhedperioden” for mine knæ  være udløbet, og aktiviteter forbundet med smerte.

Nu er det heldigvis sådan, at smerte kan blive lindret, nogle bruger smertestillende piller, hvilket jeg også har brugt. Jeg mente dog, at dette ikke var en holdbar løsning i længden, da det i mit tilfælde har en kedelig effekt på på en erhvervet hjerneskade. Jeg bruger de naturlige endorfiner, der frigives ved aktivitet, derudover er min smertetærskel gradvis øget. Det har så den ulempe, at det kan være for sent jeg “opdager” knæene trænger til pause

Det er jo med at have løsninger i baghånden, jeg kan forlænge “holdbarheden” ved eventuelt at sætte E-assist på Strada eller have den med på taget af bilen hvis der er arrangementer langt væk. Men dette er jeg ikke klar til endnu, hverken til E-assist eller at stoppe med at cykle. Jeg skal først have gennemført Paris-Brest-Paris og et andet mål er at cykle Nordkap-Gibraltar i velomobil. Til sommer 2015 bliver Paris-Brest-Paris kørt,  den lange tur nord til syd er en “joker” der ligger og venter som et mål derved holder gejsten oppe. Hvis jeg ikke når mine mål eller ikke kan cykle mere? Så bliver jeg ked af det..i 5 min. og finder på noget andet og andre mål.

Heldigvis har mine 2 “fitness instruktører” og El-cyklen  endnu engang sørget for, at jeg er “fit for fight” og klar til nye eventyr i Strada

Strada nu ude af garagen igen 🙂 :

Vi ses derude, på vej mod nye eller gamle mål. Husk Juleræs ved Velomobilcenter.dk den 22 november 2014